En ufrivillig pause

Jeg er træt

tr

Jeg er træt. Træt af at være indlagt. Træt af at være handicappet. Træt af ikke at have et “normalt” ungdomsliv. Træt.

 

Jeg sidder lige nu og venter på, at jeg skal have min næste behandling. Det kommer lige til mig, at jeg bliver ramt af en ugidelig trætheds følelse. Det er okay. Den følelse, skal der også være plads til. Man kan kun klare sig igennem omstændighederne, hvis man også giver plads til de negative følelser. Dem har vi alle.

 

Jeg har længe været inde i en god periode. Meget god periode. Jeg er hverken døden nær eller smertepræget. Dét er til at sætte pris på. Det gør jeg også. Til hver en tid. Men det er også okay at anerkende, at det sommetider godt kan være hårdt selvom, at det kører godt.

 

Når jeg bliver ramt af den negative følelse, så accepterer jeg, at den fylder i mit hoved. Jeg skubber den ikke ned i underbevidstheden. Den er der af en grund, og den skal bearbejdes. Ikke ignoreres. Der er så mange gode ting i mit liv, som jeg elsker. Jeg elsker, at jeg har haft så meget besøg under min indlæggelse. At jeg har så mange venner og familie, som gider at komme ind på hospitalet for at hygge med mig. Det betyder alt.

 

Det er okay ikke at tage tingene i stiv arm hele tiden. Det er okay at synes, at det er hårdt. Det er vigtigt at acceptere, at der også skal være plads til en negativ følelse sommetider. Fordi er der én ting, som jeg ved med sikkerhed, så er det, at den positive følelse, den vender altid stærkt tilbage!

 

Jeg tror efterhånden, at bloggen her har fået en lille dagbogs funktion for mig. Så snart, at jeg har noget på hjertet, så hiver jeg computeren frem og begynder skrivningen. Jeg elsker det. Og jeg elsker, at I følger med, og når i giver jer tid til at skrive kommentarer! Det gør mig så glad. Tusind tak, fordi at I læser med! Nu skal jeg snart ind og have mig et skud penicillin, og mon ikke humøret vender igen snart?  

   

6 kommentarer

  • Cecilie

    Gud, hvor er du skøn altså! Og virkelig øv med din operation

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ivan

    Føler med dig. Dit lyse sind holder dig oven vande. Du er en meget tapper pige, men må beundre. Kan du have en god påske på trods af besværlighederne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Du er bare SÅ sej Marie! For alt det du overkommer og overlever; men ikke mindst fordi, du tør vise et nuanceret billede af dit liv. Du er i den grad en god inspiration for alle os andre mennesker, man behøver bestemt ikke være fysisk hæmmet for at kunne lære af dig. Din tilgang til livet, kan unge, ældre, blonde, rødhårede, ja, os alle tage ved lære af. Tak fordi, du deler glæder og bøvl med os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Hej Marie. Elsker din evne til at genkende, identificere og acceptere alle dine følelser, – også de negative! Det er tegn på høj følelsesmæssig intelligens, – og den er bestemt ikke alle forundt! Det er netop til stor inspiration for andre, som har brug for at blive mindet om, at alle følelser er velkomme og vigtige nok til at blive behandlet pænt af deres ejer. Tusind tak for dine gode ord. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • RulleMarie

    HEJ søde Cecilie. Hvor er det bare dejligt, at du skriver! Det er så rigtigt, og mega frustrerende, at man må gå glip af noget, som man virkelig gerne vil være en del af. Man føler ikke, at det praktiske skal være en grund til at man ikke kan være med, men det er det desværre nogle gange. Men ja det er heldigvis også så meget positivt i tilværelsen, som kan give en så meget glæde! Tusind tak for kommentaren. Jeg håber, at du får den skønneste påskeferie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hey søde Marie Jeg er en syttenårig pige, som har siddet i kørestol hele livet grundet cerebral paresse. Og jeg indrømmer også gerne, at jeg sommetider er træt af livet i en kørestol, træt af at være afhængig af andres hjælp, det fylder meget. Jeg er træt af ikke at leve et liv, som alle andre på sytten. Der er ting jeg må takke nej til, men jeg brændende ønsker. Jeg kom ikke med min klasse på studietur til London, det blev for besværlig. Jeg vælger bare at tænke på alle de ting i livet, jeg er taknemmelig over. Du er sej – du inspirer mig – kæmp videre! Kh Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En ufrivillig pause