"Kan du løfte benet?"

Nyt projekt – et barns medindflydelse

la%cc%8al

Igennem mit liv har jeg måtte gennemgå flere hospitalsbehandlinger, fordi at det har kunne forbedre min livskvalitet. Det har absolut ikke været behageligt, og det har gjort knald hamrende ondt til tider. Jeg er efterhånden noget en alder, hvor jeg kan forstå konsekvenserne ved ikke at få behandlingerne, men som lille har det været svært at forstå, hvorfor at jeg skulle gennemgå diverse operationer.

Jeg er kommet med i et projekt, der handler om børn med funktionsnedsættelse og deres indflydelse på eget liv. Det tager udgangspunkt i et forskningsforsøg, som viser, at børn med funktionsnedsættelse ofte ikke bliver spurgt om deres mening i dagligdagen eller i hospitalsverdenen. Derfor er projektets formål at gøre børn bevidste om, at de også har ret til at udtrykke deres mening, og at deres holdninger er mindst ligeså vigtige.

Jeg er lige kommet med i projektet, så jeg har kun været til et møde, men det er enormt interessant! Først snakkede vi om hvorvidt, at et barn skal inddrages i beslutningerne. Snakken tog primært udgangspunkt i beslutninger, som blev taget indenfor hospitalsverdenen. Jeg mener ikke, at et barn skal tage stilling til, om det skal igennem hospitalsbehandlinger eller ej. Jeg ved for mig selv, at jeg er udfordret nok med at skulle tage stilling til det i en alder af 20 år. Så det er ikke en udfordring, som et barn skal kæmpe med. Men dét er så også det eneste, som et barn ikke skal involveres i. Herfra skal barnet inddrages i ALT, hvis i spørger mig.

Det kan godt være, at et barn ikke kan være med til at bestemme, om det skal igennem hospitalsbehandlingerne, men det kan være med til at bestemme, hvordan hospitalsbehandlingerne skal foregå. Hvis dette ikke er muligt, så tror jeg, at det er enormt vigtigt, at et barn får lov til at bestemme, hvad der skal ske efter hospitalsbehandlingerne. Dermed, så får et barn en følelse af stadig at have kontrol og en følelse af at blive hørt, hvilket er sindssygt vigtigt. Dermed, så får man et barn, som tager mere aktiv del i tingene fremfor at blive helt passiv, hvis det gang på gang oplever afmagt.

Når jeg har skulle igennem hospitalsbehandlinger, så har det været altafgørende for mig, at jeg er blevet informeret hele vejen igennem. Jeg er altid blevet enormt utryg, hvis det har været en læge, som bare har skøjtet over tingene.

Jeg er af den overbevisning, at noget af det værste et bart kan miste, det er tillid til omverdenen og ens forældre, da det er med til at skabe en utryg hverdag. Mine forældre har ikke holdt det hemmeligt for mig, når jeg har skulle igennem en ny operation, og det har gjort, at jeg har haft tid til at vænne mig til tanken. Jeg ved godt, at man gør det af god hensigt, og man vil skåne ens barn for angsten, hvis man venter med at fortælle det. Det kan være den rigtige løsning langt hen af vejen, men jeg tror alligevel, at kommunikation er den bedste vej frem.

Hvis et barn ikke bliver informeret, så er det er med til at skabe en usikker hverdag, hvor barnet ikke ved, hvornår det næste bagholdsangreb kommer. Derimod så skal barnet informeres, og man kan virkelig nå langt med kommunikation. Det kan godt være, at jeg har skulle igennem mange ubehagelige ting, men god kommunikation og inddragelse under hele forløbet har gjort en ubehagelig oplevelse meget mindre traumatisk!

Jeg mener, at klar kommunikation og en fastholdelse af tilliden er vejen frem, da det er med til at ruste et barn til at kunne tage aktiv del i begivenhederne.

sxsxs

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Kan du løfte benet?"