Nyt projekt - et barns medindflydelse

I må kigge, I må spørge, men ligefrem at løbe efter mig?

sesss

Mine 2 indkøbsture i denne weekend beskriver ret godt, hvordan jeg mener, at man skal forholde sig til handicappede, og hvad man ikke skal gøre.

Små børn de kigger på mig, og det gør de, fordi at jeg ser anderledes ud. Jeg har oplevet flere gange, hvor forældrene har haft travlt med at få deres børn væk, eller få dem til at se den anden vej, når de har fået øje på mig. Det tænker jeg ikke, er den rigtige tilgang til det. Selvfølgelig gør man det i god mening, men hvis et barn bliver revet væk hver gang, at det ser en handicappet, så er det først klart, at det får et underligt forhold til handicappede. Derfor mener jeg, at børn skal have lov til at kigge og få stillet deres nysgerrighed, og dermed opdage at udover min kørestol, så er jeg ligesom alle andre.

Jeg var ude handle, og jeg sad i kø til at skulle betale, da et lille barn foran mig fik øje på mig. Da moren så, at barnet syntes, at jeg så lidt spændende ud vendte hun klapvognen om, så barnet bedre kunne se mig. Jeg smilte til moren og barnet, og så sad barnet ellers bare lige og nærstuderede mig og min kørestol. Det foregik helt stille og roligt, og jeg havde intet imod, at moren vendte barnet om, så det bedre kunne se mig. Dermed lærte hun barnet, at der ikke er noget farligt ved en kørestol, og når barnet får stillet sin nysgerrighed, så kan det kun blive mere normalt at se en handicappet.

Men der er også en grænse! På min anden indkøbstur var der tre små piger, som fik øje på mig i køen. Det foregik bare på en lidt anden vis. Her sad jeg i kø sammen med min mor, og jeg kørte op for enden af kassen, imens min mor betalte. Da jeg kørte op for enden af kassen løb de tre piger simpelthen efter mig, og så stillede de sig vitterligt kun en halv meter foran mig. Her stod de og pegede på mig og snakkede om mig. Ikke nok med det, så var de turister, så jeg havde ingen anelse om, hvad de stod og sagde. Det var en mærkelig situation, fordi at det ikke rigtigt blev anerkendt, at jeg var et menneske. Hvis i forstår? Altså det kunne jo ligeså godt have været en hund, som de havde fået øje på og løbet efter. Hvorimod den anden situation var meget rarere, fordi at moren lige sendte et smil afsted, og det viser, at moren også ser mig bag handicappet!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nyt projekt - et barns medindflydelse