SPOT Festival og update om bækkenet

Hvornår er nok nok? Om at være pårørende til en med en kronisk sygdom

image6

I det øjeblik knækket lyder, rammes vi alle. På et split sekund. Ubehagelige følelser melder sin ankomst. Vi har prøvet det før. Vi kommer helt sikkert til at prøve det igen. Vi er blevet eksperter i at leve en hverdag med et handicap i blandt. Mit handicap.

Vi har hver vores måde at håndtere det på, i det en knogle brækker. Hver vores rolle. Min mor tænker straks praktisk. “Hvor gør det ondt?” “Hvor meget smertestillende skal du have?” “Skal du på skadestuen?” Hun er handlekraftig og mega sej! Min søster trækker sig fra situationen, hvis der er styr på tingene. Jeg er sikker på, at jeg havde gjort det samme, hvis det var omvendt. Min far deler ud af den helt exceptionelle ro, han altid formår at have på sig. Jeg selv prøver at skære den følelsesmæssige del fra. Nogle gange lykkes det, og andre gange gør det ikke. Og det er også helt okay. Jeg har nemmere ved at håndtere situationen, hvis jeg bare forholder mig til de konkrete facts, og handler udfra dem. Fremfor at fokusere på frustrationerne over, at jeg nu sidder her endnu en gang. Frustrationerne skal der også være plads til, og de skal nok komme. De plejer oftest at indtræde, når jeg lige er landet.  Derudover er jeg udemærket godt klar over, hvad det sætter igang hos min familie, når jeg meddeler, at jeg lige har brækket en knogle. Ubehag. Det er den vildeste partykiller. Alt opmærksomheden rettes mod mig. Jeg tænker altid, at hvis jeg bare kan fortælle dem helt stille og roligt, at jeg lige har brækket en knogle, så vil det mindske den reaktion, der sker inde i dem. Så vil de måske ikke blive påvirket så meget af situationen. I grunden er det fuldstændig ligemeget, hvordan det kommer ud. De kan se lige igennem mig, og de er ikke et sekund i tvivl om situationens alvor, når den er gal.

Jeg har altid sagt, at jeg er glad for, at det er mig, der har fået knogleskørhed i denne her familie. Der er stor forskel på at være den, som sidder med en brækket knogle, og den der står på sidelinjen. Ingen af delene er sjove. Jeg synes selv, at det er svært at være i, hvis nogle i min familie, har det dårligt. Så kan jeg meget nemmere håndtere, hvis jeg selv har det dårligt. Men sådan vænner vi os jo heldigvis til tingene. Vi finder alle en måde at være i det på. Men det er absolut ikke altid lige let.

Jeg græd ikke, da jeg brækkede bækkenet. Men jeg græd, da jeg så, hvor stor en påvirkning det havde på min familie, at jeg havde brækket bækkenet. Det her brud kunne jeg have været foruden. Min familie kunne have været foruden at stå i denne her lorte situation for hundrede gang. Jeg sidder med et brækket bækken, fordi at jeg valgte at løbe risikoen med gåprojektet.

Da jeg brækkede bækkenet, gjorde det uudholdeligt ondt om aftenen og hele natten igennem. Den energi jeg udsender på grund af smerte kan jo ikke undgåes at sprede sig til resten af huset. Dagen efter valgte vi at ringe ind til hospitalet, hvortil at de sendte en ambulance ud, som kom og kørte mig ind på skadestuen. Det var meningen, at jeg først skulle have været på hospitalet om søndagen, da vi skulle vente på, at der kom en læge på arbejde, som havde kendskab til medfødt knogleskørhed. Men på grund af smerterne tog vi derind før tid. Så der blev min fars dag lige revet ud af kalenderen og erstattet med hospital, og min mor tog den efterfølgende dag. Jeg ved at ligegyldigt, hvad der sker, så står de klar til at hjælpe. Og så får vi det bedste ud af den situation, som vi er havnet i. Men jeg er sikker på, at de hurtigt kunne finde på mere spændende ting at give sig til end at tage med mig på hospitalet. Inklusiv mig selv.

Både min far og søster har udtrykt, at de ikke er tilhængere af gåprojektet. Det tog jeg ikke så tungt, da jeg aldrig har holdt mig tilbage i angsten for at brække en knogle. Men nu kan jeg pludselig se, hvor de kommer fra. Det er jo ikke, fordi at de bare siger, “Nå, det var da træls for dig Marie. God tur på hospitalet!” og lever deres liv videre. Nej, deres liv bliver også påvirket. I høj grad. Planer tilsidesættes. Bekymringer fylder. Hele energien i hjemmet påvirkes, når jeg sidder og har bragende ondt.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de støtter op om de ting, jeg sætter mig for her i livet. Men jeg ved også, at det er svært at være pårørende til en med en kronisk sygdom, når jeg har det dårligt. Der skulle gå omtrent 16 år før, at bruddene begyndte at stilne af. Så min familie og jeg selv endelig kunne blive lettet lidt for den uforudsigelighed, der prægede vores hverdag på grund af mit handicap. Det gør den stadig bare ikke i lige så høj grad.

Vi kan blive nok så meget eksperter i at håndtere brækkede knogler, men sjovt det bliver det aldrig. Så hvornår er nok nok? Jeg har ikke svaret, men om man er på sidelinjen eller den med den kroniske sygdom, så er det benhårdt at være i til tider, og det skal der tages højde for!

img_4225er-marie-lige-sa-sod-som-hun-ser-ud-305191691-1

er-marie-lige-sa-sod-som-hun-ser-ud-305191692

surgery

img_8143

x

2-2003-2

img_4279

2 kommentarer

  • Gitte Baun

    Du har fuldstændig ret- din situation påvirker jer alle♥️♥️Men omvendt, uanset hvem der har sygdom/andet at slås med, er det SÅ vigtigt i har hinanden♥️Fælles og individuel styrke💪🏼😉
    Jeg er selv mor til 2 voksne børn, og bekymringen om alt går som det skal, forsvinder aldrig, uanset deres alder.
    Og i sidste ende er DU herre over hvornår nok er nok, da dine forældre ikke er her for altid♥️♥️
    Meeeen deres råd og søsters, er umådelige vigtige, også for dig at lytte til/bruge♥️♥️
    Jeg synes at i alle 4 er et vildt godt match(set udefra), sammen har i fundet og bruger hinandens styrker,,,,,,og ikke mindst bruger i humoren på jeres “kringlede”vej,,,,,,,,sammen

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SPOT Festival og update om bækkenet